Tag Archive for: innovation

Lys forude: Landtransporten kan spare både plads, penge og CO2. Mere innovation og ændret adfærd kan hjælpe branchen med at nå klimamål.

Mandag d. 16. marts afleverede regeringens 13 klimapartnerskaber anbefalinger til, hvordan Danmark skal nå sit 70% CO2 reduktionsmål i 2030. Det var få dage efter regeringens Covid-19 lock-down af Danmark. Derfor blev det forståeligt nok en lavmælt presseaffære. Faktisk opdagede nærmest ingen, at det store arbejde var færdigt og klar til politisk stillingtagen og forhandling.

Både Danmark og verden har desværre nok for en rum tid rettet al fokus mod bekæmpelse af den pandemi vi i øjeblikket oplever. Vi har tiltro til, at myndighederne og regeringen i den sammenhæng gør deres allerbedste for at styre Danmark ud af krisen og der er lys på den anden side. Heldigvis bidrager erhvervslivet hvor muligt, også selv om alle lider store økonomiske tab. Prioriteringen er klar. First things first.

Spørgsmålet som trænger sig på er, hvordan verden ser ud på den anden side. Og hvordan Danmarks prioriteringer bliver? Vil klima og grøn omstilling stadig have topprioritet? Vil situationen påvirke 70% målet? Det ved vi af gode grunde ikke endnu. Så lad os forlade Covid-19 situationen og vende tilbage til klimapartnerskabernes arbejde.

Et af partnerskaberne er ”Klimapartnerskabet for Landtransport”, som blev ledet af DSVs dygtige topchef, Jens Bjørn Andersen. Dansk Erhverv har bistået arbejdet som sekretariatsleder og har således sammenfattet panelets anbefalinger. Et imponerende stykke arbejde, udført på 124 dage.

Vi vil gerne takke både panelet og sekretariatet for indsatsen og det store arbejde. Som impact iværksætter virksomhed (jf. Oneinitiative.org), har vi budt ind til processen. Og vi er glade for, at der også er blevet lyttet til os grønne iværksættere, og vi er stolte over at være en af rapportens 45 krediterede bidragsydere.

Klimarapport: Landtransporten når ikke 70% målet

Dykker vi ned i selve rapporten, konkluderer Landtransportens klimapanel, at der trods muligheden for at opnå markante CO2 reduktioner, desværre ikke er forhåbning om at nå 70% målet (ift. 1990 niveau) i 2030 – inden for de rammer opgaven er stillet af regeringen, herunder at tiltag ikke må påvirke konkurrencekraften negativt.

Branchen har identificeret og anbefaler indsatsområder, der tilsammen opnår 55% reduktion. Konklusionen er, at 70% målet ikke kan nås med nuværende kendte teknologier og løsninger, hvis man tager højde for den internationale konkurrencesituation og sektorens afgørende betydning for mobilitet og den danske økonomi. Hertil kommer at rapporten er skrevet, inden Covid-19 krisen for alvor satte ind.

Spørgsmålet er nu, om branchen på den anden side af Covid-19 stadig kan levere sine 55% og hvem og hvordan resten skal leveres, hvis landtransporten ikke leverer sine 70%. Vi ved samtidigt at landtransporten, herunder lastbiler, varebiler og busser står for 32% af transportsektorens CO2 udledning i Danmark, og over 99% af de 42.000 lastbiler, der findes i Danmark, kører rundt på 93% fossil dieselolie.

Kan vi gøre mere endnu?

Klimarapportens anbefalinger lister tre hovedindsatsområder, hvor der kan skabes grøn omstilling:

Skabe en mere effektiv transport.

Det gælder både ved eksempelvis optimering af kørselsmønstre, kapacitetsudnyttelse og levering af varer i ydertimerne. Men det kan også skabes ved længere vogntog og øget totalvægt af selve køretøjerne. Størstedelen af disse initiativer kan branchen selv implementere.

Skabe større udbud og brug af grønne køretøjer

. En afgiftsomlægning kan fremme indkøbet af lav- og nulemissionskøretøjer, mens en udbredelse af tank- og ladeinfrastruktur til grønne drivmidler kan mindske barriererne for brugen af grønnere køretøjer.

Fremme de grønne drivmidler.

Et CO2-fortrængningskrav og en afgiftsfritagelse for bæredygtige drivmidler kan sikre en teknologineutral omstilling, samtidig med at den danske konkurrenceevne ikke trues.

Disse er alle gode og helt afgørende indsatsområder, som skal ske parallelt. Hvis vi kigger nærmere på punkt 1, så er det præcist, hvad vi som virksomhed er sat i verden for. At hjælpe transport og logistikvirksomheder med at spare plads, penge og CO2.

Kigger vi på alle tre hovedindsatsområder, er det svært ikke at spekulere på, om det er praktisk muligt at føre disse tiltag ud i livet på mindre end ti år. Og selv hvis det er; tænker vi så nok ud af boksen? Det kan se ud, som om vi tager udgangspunkt i det eksisterende paradigme. Måske kan vi gøre mere uden at tabe konkurrencekraft – og måske ligefrem vende det til konkurrencefordele?

Mere innovation og villighed til at ændre adfærd kan få os i mål

Kunne man forestille sig, at der er løsninger, der både kan gøre branchen grønnere og samtidig øge indtjeningen? Især når vi efter Covid-19 står i en helt anden økonomisk virkelighed. Ja – det kan man – heldigvis. For det har vi allerede set. Og vores kunder har bevist, at der er store besparelser, både i omkostninger og CO2 at hente, når man er villig til at afprøve ny innovation og til at ændre adfærd.

Vi har udviklet en løsning, som hjælper transport og logistikbranchen med at kapacitetsoptimere pallegods. Helt lavpraktisk, en løsning som gør det muligt at få mere gods ind i hver lastbil og pakke den bedre, så fragtrummet udnyttes/fyldes optimalt. Det sænker transportomkostningerne, og det reducerer antallet af lastbiler på vejene. Sidegevinsten er grønnere landtransport. Mindre CO2 og mindre miljøpåvirkning.

Sagen er, at alt for mange lastbiler ikke alene kører på fossil diesel, men også halvtomme rundt. Det bør vi som samfund ikke længere lade ske, når vi kan gøre noget ved det. Og det kan vi ved at optimere godstransporten på tværs i hele forsyningskæden. Vi har sammen med vores kunder og deres transportører allerede vist, at der i snit er CO2 og omkostningsbesparelser på 15% eller mere at hente. Samarbejdet er til gavn for både (samfunds)økonomien og klimaet. Det tegner lyst – potentialet er der – det er bare at sætte i gang. I stor skala.

Transportminister, Benny Engelbrecht besøgte SpaceInvaders klimapartner, Blue Water Shipping d. 6. marts for at se, hvordan Blue Water og deres kunder sparer både  CO2 – og omkostninger i forsyningskæden med kapacitetsoptimeringsløsningen fra SpaceInvader.