Vi søger en dygtig og innovativ Key Account Manager

Key Account Manager med potentiale som Country Manager (Danmark)

Vil du være med til at rulle ny innovation ud og ’invadere’ den tomme luft i Transport og Logistisk branchen (T&L)? Så har du en mulighed for at blive en del af iværksætter-virksomheden SpaceInvader i København. Vi har skabt en løsning, der giver T&L branchen mulighed for både at spare plads, penge og CO2.

Vi vokser og har brug for en dygtig, erfaren og top motiveret Key Account sælger, der kan sparke døre ind og skabe interesse for og salg af vores innovative transportsystem SpaceInvader. Måske er det dig vi leder efter?

Kender du T&L branchen grundigt indefra, og ved du hvordan branchen tænker og agerer både strategisk og operationelt? Motiveres du af at skabe positiv forandring til gavn for kundernes pengepung og klimaet, og til at udfordre det konventionelle set-up i T&L branchen? Så skal du søge dette job, hvor du får masser af ansvar og frihed.

Hvem er vi?

Vi blev etableret i 2015 og markedsfører nu vores innovative patenterede pallestativ, SpaceInvader, med hovedvægt på Danmark og Norge i første omgang. Vores ambitioner stopper ikke der.

Løsningen gør det muligt at dobbeltstable pallegods enkelt, effektivt og sikkert og dermed udnytte den tomme luft, som mange lastbiler kører rundt med. Et faktum der belaster kundernes indtjeningsevne og klima- og miljøregnskab og ikke bliver mindre komplekst set i lyset af branchens kapacitetsknaphed.

Vi går til marked med en data-drevet tilgang, så vi kan hjælpe kunderne med at optimere deres logistik-flow med SpaceInvader. Vi henvender os målrettet til de største transportkunder, som flytter gods fra A til B eller i lukkede transportkredsløb, men også til Speditører og Transportører, der vil optimere deres logistik-flow.

Vi har automatiseret vores marketingindsats, og det bliver dit job at opdyrke de varme leads og sammen med kunderne at lave den analyse og business case, der viser hvor mange penge og CO2 de kan spare med SpaceInvader.

Vi har base på Refhaleøen i København, men for os er det ligegyldigt hvor i landet du befinder dig, da du vil bruge det meste af din tid ude hos kunderne.  Du kommer til at indgå indgå i et dynamisk team på fire personer, der arbejder med udvikling, innovation, salg, marketing/kommunikation og drift. Vi er drevet af missionen om at gøre en positiv forskel. Og vi har det sjovt!

Det er vigtigt, at du tager del i dét fælles ansvar, der ligger i at arbejde i et agilt iværksættermiljø, hvor innovation og kunderne er i centrum. Til gengæld lover vi, at ikke to dage bliver ens.

Du får et meget alsidigt og selvstændigt job med særdeles gode personlige og faglige udviklingsmuligheder i en spændende og nytænkende vækstvirksomhed med salg af en unik løsning til T&L branchen.

Din faglighed

Du er en erfaren Key Account Manager med relevant baggrund fra T&L branchen og dokumenteret salgssucces. Du har solid indsigt i hele den logistiske værdikæde, og du kender og forstår kundernes udfordringer. Du trives i en rolle, hvor du selv er med til at definere kunderejsen og det underliggende salgsarbejde og support.

Derfor ved du også, at det med et nyt produkt handler om at udfordre det traditionelle set-up, så kunden får øjnene op for alle mulighederne med SpaceInvader.

– Du kan med din troværdighed og ekspertise og udgangspunkt i kundens behov, skabe den business case, der kan lukke et salg.

– Du er løsnings- og resultatorienteret og kreativ i din salgstilgang.

– Du balancerer fint vægtningen af den strategiske salgsindsats med den mere rugbrødsbaserede del af salgsarbejdet og motiveres af begge dele.

– Du har allerede vist, at du kan arbejde selvstændigt og kan opbygge, strukturere og gennemføre de nødvendige indsatser og aktiviteter, der er en forudsætning for succes i jobbet.

Din personlighed

– Du er udstyret med et rendyrket salgs-DNA, en ihærdighed og et energiniveau, der ligger ud over det sædvanlige – en nødvendighed for at sparke hul i et nyt marked.

– Du er god til at bygge og arbejde gennem netværk og til at udnytte de relationer og det kendskab du har opbygget til branchen gennem årene.

– Du er dygtig til at lytte til og forstå kundernes behov for derefter at foreslå og implementere den rette løsning.

– Du er jordnær, har en behagelig personlighed, og du hviler i dig selv.

Du skal være indstillet på, at størstedelen af dit arbejde foregår i marken og ude hos kunderne. Du skal derfor forvente en del rejseaktivitet i stillingen, fortrinsvist i Danmark.

Din pakke

Vi garanterer en konkurrencedygtig ansættelsespakke, med udgangspunkt i din baggrund og værktøjskasse, og dine evner til at forvandle leads til salg.

Sådan ansøger du

– Send os da en kort video (max 2 min.), hvor du fortæller os, hvorfor vi skal ansætte netop dig.

– Send os også en kortfattet ansøgning og dit CV til hello@spaceinvader.com.

– Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til CEO, Steen Frederiksen på +45 2051 7080.

Vi behandler ansøgninger løbende, så vi opfordrer til, at du ansøger hurtigst muligt, dog senest d. 19. maj. Opstart forventes hurtigst muligt. Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Om SpaceInvader

SpaceInvader er en dansk virksomhed stiftet i 2015. Vi har udviklet et unikt, patenteret og modulært transportsystem, pallestativet ’SpaceInvader’, som kan afhjælpe kapacitetsproblemer i transportbranchen.  SpaceInvader systemet gør det muligt at dobbeltstable gods stabilt ved at udnytte højden optimalt under transport. Systemet skaber værdi i hele logistikkæden, idet det både reducerer lager- og transportomkostninger og hjælper med at optimere planlægning og pakning af lastbiler og lagerrum. Det er SpaceInvaders mission at effektivisere palletransport og lagring – palle for palle, og gøre logistikbranchen mere bæredygtig til gavn for kunder, transportører, samfundet og klimaet.

Vores adresse: SpaceInvader – Refshalevej 147 – DK – 1432 København K

www.spaceinvader.com