Velment spark til branchens innovationssløvhed – og håb forude!
I marts besøgte jeg den årlige transportmesse i Herning. Det var som altid både spændende og inspirerende. Som iværksætter i T&L branchen er jeg særligt opmærksom på, hvad der sker på innovationsscenen, og jeg har de seneste 3-4 år valfartet de danske landeveje, hvor jeg har mødt repræsentanter fra både meget store, men også mindre virksomheder, der beskæftiger sig med logistik, transport og distribution af gods af alle typer.
Fælles for de fleste er, at de gerne vil forbedre deres bundlinjer og effektivisere deres forsyningskæder for at kunne forblive konkurrencedygtige. Som det seneste er flere blevet opmærksomme på deres miljø- og klimaprofil. Den trend er drevet af den globale klimakrise, den tiltagende klimaregulering, men faktisk også fra markedet selv, hvor kunderne i stigende grad begynder at stille krav til bæredygtige produkter, løsninger og supply chains.
Sidst, men ikke mindst, er branchen i øjeblikket præget og presset af en voldsom kapacitetsknaphed, der blandt andet kommer fra den stigende e-handel (nærmer sig 15% af den globale detailhandel), mangel på chauffører og generelt høje transportpriser.
Hvor er nysgerrigheden?
Som sådan er det velkendt, at T&L branchen er konservativ. Og det er der som udgangspunkt ikke noget galt i. Men det kan undre, at mange i branchen ikke er mere nysgerrige efter at finde løsninger, der kan imødekomme eller ligefrem løse nogle af de nævnte udfordringer.
En af dem jeg havde fornøjelsen af både at møde og høre præsentere i Herning er Agnieszka Zulewska, som er lektor ved VIA University, i Aarhus. Hun forsker i, hvor innovationslystne de danske T&L virksomheder er. Og præsentationen af hendes foreløbige forskningsresultater var et venligt, men velment spark til branchen, som ifølge hendes opfattelse lider af en form for innovationssløvsind – set over en bredere kam.
Hendes konklusioner er på flere måder interessante. Hun erfarer, at de fleste virksomheder anerkender vigtigheden af innovation, men at kun få virksomheder reelt arbejder med innovation i praksis. De der har innovation i fokus er især de største virksomheder, som arbejder strategisk med innovation og evner at udnytte og integrere digitalisering og ny teknologi. Og som samtidigt formår at forny sine kompetencer.
Hun har samtidigt erfaret, at de små og mellemstore virksomheder er langt bagud med innovation, men derimod lægger stor vægt på vigtigheden af kundeloyalitet og kundefastholdelse – med andre ord den personlige relation. Denne gruppe har samtidigt svært ved skabe sig en niche position, der gør at de kan differentiere sig i forhold til deres konkurrenter. En udfordring hun mener er helt afgørende for, at virksomhederne kan overleve på længere sigt.
Ifølge Zulewska ligger graden af konkurrencedygtighed i særdeleshed i evnen til at kunne tiltrække og fastholde de rette kompetencer, og til at kunne definere hvad éns særlige egenskaber er for at kunne synliggøre, at man har noget unikt at tilbyde i markedet. Og selvfølgelig til at gøre det gennem innovation. I praksis.
Hendes konklusioner overrasker ikke. Tværtimod bekræfter de, hvad jeg selv har oplevet de seneste år. Som entreprenør og iværksætter i branchen, har både jeg og mine partnere fundet det mere udfordrende end ventet, at ´slå døren ind´ og til at få lydhørhed og de rette beslutningstagere i tale i T&L sektoren. Dét til trods for, at vi kommer med en løsning, som kan hjælpe virksomhederne, store som små, med at optimere og effektivisere deres forsyningskæde, så de både forbedrer deres bundlinje markant og samtidigt opnår en grønnere profil. Alt sammen til meget lave omkostninger.
De fleste vælger at gøre som de altid har gjort. Alt andet er besværligt og tidskrævende.
Vi har således mange gange blevet mødt af manglende lyst og vilje til at tænke nyt og innovativt – og til at turde tænke ud af boksen og prøve nye løsninger af. Også selv om den værdiskabelse der præsenteres, er yderst konkret og lige til at gå til.
Det er ærgerligt. Både for virksomhederne selv, og for alle os, der prøver at bringe nye innovative løsninger til markedet, som kan skabe en mere effektivt og bæredygtigt supply chain. Selv med simple løsninger.
Verden forandrer sig omkring os
Heldigvis er der undtagelser. Vi har mødt både virksomheder og beslutningstagere, der er lydhøre og meget positive over for nye opfindelser, innovation og andre og nye måder at løse udfordringer på, end de gængse. Og som samtidigt tør prøve nye veje af. Derfor har vi også en grundlæggende tro på, at dét vil der blive ved med at være.
Som jeg ser det, er det netop dé virksomheder, som har den omtalte nysgerrighed, modet og viljen til at gå nye veje, der på sigt vil være vinderne. Det er også dem, der vil stå bæredygtigt tilbage, når vi for alvor bliver ramt af de fire trends og mega trends, der ifølge DTU professor Allan Larsen, kendetegner logistiksektoren, nemlig digitalisering, automatisering, et on-demand samfund & urbanisering og sidst men ikke mindst bæredygtighed.
Det duer ikke at stikke hovedet i busken. Verden forandrer sig omkring os. Og vi må følge med.
Tænk bare et par uger tilbage, hvor ungdommen verden over pjækkede fra skole på en fredag, for i fredelige velkoordinerede demonstrationer at gøre opmærksom på deres reelle bekymring over deres fælles fremtid og verdens nuværende klimakurs.
Det er både vanvittigt vigtigt og spændende at skabe nyt. Vi må aldrig stoppe med at forny os. Og tænk hvis man endda kan gøre det som en del af et højere formål og samtidig øge sin konkurrencedygtighed.
Innovation sker på alle niveauer og i alle afskygninger. Lad os omfavne forandringerne og de vinde der blæser. Hos SpaceInvader er vi i hvert fald oppe på hesten – og vi er her for at hjælpe.